Historien om ForårsRevyen:
Året er 1982! I Ålbæk, nord for Frederikshavn, går den lokale ildsjæl Ebba Thomsen og leger med en ide! En ide om at starte en revy! En revy som kan skabe liv og glæde i lokalsamfundet, og samme år bliver revyen en realitet.
Men ingen vidste på det tidspunkt, hvor stor revyen ville blive i fremtiden.
Den første revy blev spillet i 1982 i et telt på havnen til den årlige havnefest under idrætsforeningen, og det samme gjorde revyen i 1983.
Anekdote:
”Vores scene var bygget af bordene fra skolen. Vi øvede os ikke synderlig meget, og vi fandt ud af, at de kvindelige skuespillere kunne alle sangene! De blev placeret forrest, så vi herrer kunne stå bagerst…. så kunne vi nemlig læse teksten samtidig, da kvinderne havde den limet på ryggen ”
I 1984 flytter revyen ind i Skibshallen på Kurt Sørensens Skibs- og Bådebyggeri. Frem til 1987 var revyen underlagt idrætsforeningen i Ålbæk. Men revyen løsrev sig, og blev til en selvstændig forening under samme navn som selve revyen, nemlig Aalbæk Sjøw. Samtidig med at revyen løsrev sig, flyttede den til Råbjerghallen, hvor den spillede indtil 1994.
I 1995 flyttede revyen til Sundhedshøjskolen Diget. Her havde den sin base indtil 2011, hvor højskolen gik konkurs.
I 1990 og 1991 lavede revyen sommerrevy samtidig med vinterrevyerne. sommerrevyerne blev opført på Aalbæk Gl. Kro, som i dag hedder Aalbæk Badehotel.
Dansepigerne:
I mange år har det været en tradition, at have dansepiger med i danske revyer, i dag er der kun en revy tilbage hvor du kan finde dansere.
I Ålbæk var der også dansepiger fra 1982 og frem til 2009.
Danserne havde deres egne to numre i revyen, gerne et i hver akt, plus at de var en del at de tre store ensemblenumre, som oftest bestod af ”åbning, det store nummer før pausen og finalen”.
Igennem årene har danserne i Ålbæk også været brugt som statister hvis der var behov for det, samtidig med at de også nogle gange have replikker i numrene og sang med på kor.
Det første billede vi har af fire af de dansere, der har været med i revyen gennem tiden.
Mange fra det trofaste publikum vil kunne huske revyfiguren Hardy Ingvardsen. Hardy blev en tilbagevendende skikkelse i revyerne fra 2006 og frem til 2015. Hardy blev spillet af Bill Berg, der var en del af skuespillertruppen i hele 22 år.
Go daw! Mit navn er Hardy Ingvardsen.
Min kone hedder Bertha - og ved i hvordan jeg fandt hende?
Jeg indrykkede simpelthen en annonce i ”Den Blå Avis” med teksten: "Kone søges.."
Næste dag modtog jeg flere hundrede breve med posten, fra andre mænd der skrev: "Du kan få min..."
Pludselig dukkede der 2 tvillinger op med fregner. – De lignede hinanden på en prik.
Nå, men jeg valgte så Bertha, og det var kærlighed ved første blik.
Jeg ønsker at Du skal være mor til mine børn – Sagde jeg så.
- Du godeste, hvor mange har du?
Ide: Søren Hjortnæs
I 2012 fejrede revyen sit 30. års jubilæum, nu med et nyt spillested, nemlig Hotel og Feriecenter Skagen Strand. Her spiller revyen frem til 2018.
2016 bliver året, hvor revyen skifter navn til ForårsRevy. Revyen var nemlig blevet til en landsdækkende revy. Undertitlen dette år var ”Vi springer ud”.
Revyen i 2018 blev en af de revyer, som blev taget godt imod hos pressen og publikum.
Revyen havde fået titlen ”På sporet”. Der var lavet en video som intro til revyen, hvor man ser skuespillerne, der er på vej med toget til revyen, men er ved at komme for sent, fordi de står af på det forkerte stoppested.
I revyen kunne man opleve numre som:
Naboer der ikke vil hjælpe hinanden - en operation, der er meget usædvanlig - en sølvbrud, der på noget usædvanlig vis synger en sang til sin mand om alle de skavanker, de begge har haft de sidste 25 år - og meget, meget mere.
Pressen skrev om revyen i 2018:
Skagensavis.dk – 5. stjerner til ForårsRevyen
Kanalfrederikshavn.dk – 5. stjerner
Skagenonsdag.dk – revyen på sporet kører for fuld damp
Da Sundhedshøjskolen Diget genopstår i 2019, nu som Hotel Hvide Klit, vælger ForårsRevyen at flytte tilbage. Samme år er ”Me too” skandalen på sit højeste! Det bliver selvfølgelig taget under kyndig behandling af revyen i form af et stort medley med div. danske kunstnere. Her er det Birthe Kjær, der har noget på hjerte.
Får du et knald i en gummibåd
er det no’et værre no’et – det er forbudt!
Får du et knald i en gummibåd
Så er der kun et råd – Hashtag: ”Det er slut!”
Modig’ og stolt’, må vi piger nu være
Når mændene kommer for nær
Piller og rager – de tror vi er mære
Men vi er en kvinde-hær
Ta’ gerne til bal uden trusser
Når du maler byen så rød
For pebersprayen har du med
Så bli’r han fra dit skød.
Får du et knald i en gummibåd
er det no’et værre no’et – det er forbudt!
Får du et knald i en gummibåd
Så er der kun et råd – Bid, la’ vær å’ sut!
Tekst: Meyer & Meyer
Pressen skrev om revyen i 2019:
Kanalfrederikshavn.dk - mere skarp, lidt mere satirisk, meget mere musikalsk og en anelse frækkere, men meget underholdende.
Skagensavis.dk – Festlig og flot ForårsRevy 5. stjerner
Skagen onsdag – FORÅRSREVY I FULD VIGØR
2020 blev året, hvor Covid-19 hærgede verden og den 11. marts 2020, kom meldingen fra den danske regering om, at Danmark lukkede ned. Det blev så slutningen på revysæsonen. Revyen måtte lukke ned, og desværre undlade at spille de sidste tre planlagte forestillinger. Og året efter i 2021 måtte revyen også aflyse grundet Covid-19, der stadig holdt samfundet i skak.
Pressen skrev om revyen i 2020:
Skagensavis.dk – Musikalsk, morsom og madglad 5. stjerner
Kanalfrederikshavn.dk – Lidt frækkere og mere musikalsk
Skagen onsdag – Underholdning i topklasse
Der var stor usikkerhed om, hvorvidt det ville være muligt at fejre revyens 40-års jubilæum i 2022, da Covid-19 stadig var i omløb. Men heldigvis lykkedes det!!
Fredag den 11. marts kunne ForårsRevyen fejre sit 40 års jubilæum med et brag af en forestilling! Revyen startede med en tur ned ad ”memory lane”, hvor revyen tog os med gennem de sidste 40 år. Et tilbageblik på såvel revyens historie, som væsentlige begivenheder ude i verden. Revyen spillede på Hotel Hvideklit i bunken, hvor revyen, for første gang i sin levetid, fik seksstjernede anmeldelser.
En af teksterne lød sådan her:
Det er meget muligt at revy’n var ny
Ålbæk var som skabt til så’en en dansk revy
Ingen vidste rigtigt, hvad det var i starten
Men fra scen´ på havnen, tog det hele farten
Ålbæk fik et stjerneskud
der straks var sprunget ud
Gennembrud
Ta’ og kys revyen fra mig.
Tekst: Dorthe Pedersen, Søren Hjortnæs, Mads Vestergaard
Pressen skrev om revyen i 2022:
Skagenavis.dk - Forrygende Forårskåd Forkælelse 6. stjerner
Skagensnyt – ForårsRevy står knivskarpt 5. stjerner
Nordjyske – 40 års fejring med manér
Kanalfrederikshavn.dk – Underholdning i topklasse
Frederikshavn ligeher.nu – Sikke en revyfest
Billeder fra revyens 40. års jubilæum
Meget er sket siden 1982, hvor revyen spillede første gang, og frem til i dag.
ForårsRevyen er i dag blevet en landsdækkende revy, som tager pulsen på samfundet, vores holdninger og hvad der oppe i tiden.
ForårsRevyen drives i dag forsat af foreningen Aalbæk Sjøw, som har til opgave at afvikle en revy hvert år.
ForårsRevy scene anno 2022
Kontakt:
E-mail:
Tlf.: 42 16 98 99